Toscana

Toscana indtager en særlig position i den italienske vinverden, for her finder vi flere vinhuse, der kan føre deres historie tilbage til den tidlige renæssance i 1300-tallet. Navne som Frescobaldi, Antinori og Ricasoli forlener toscansk vin med et historisk vingesus, og det er med til at gøre Toscana til det foretrukne sted for investorer fra andre dele af Italien og fra udlandet.

Man kan i dag, groft sagt, ikke være mangemillionær i Italien uden at have en vingård i Toscana. Det presser selvfølgelig priserne på jord op, men for blot 30-40 år siden var det muligt at købe vinmarker med bygninger i ruiner til en særdeles overkommelig pris, fordi toskansk vin var i dyb krise – produktionen af de tre klassiske toscanske DOC’er, Chianti, Brunello di Montalcino og Vino Nobile di Montepulciano var på et lavpunkt, det var priserne også, og kvaliteten havde det heller ikke for godt. Den lokale Sangiovese-drue blev gjort til skurken, og med indførelsen af Cabernet Sauvignon og andre internationale druesorter opstod en ny type vine, de såkaldte Super-Toscanere, der med det samme fik en betydelig international succes, der genskabte optimismen i Toscana.

Sangiovese blev taget til nåde igen, og efter en årrække med mere eller mindre vellykkede blends af Sangiovese med en eller flere internationale sorter, synes der nu at være en klar tendens til, at Sangiovese igen er blevet den dominerende druesort i de klassiske DOC’er, mens de internationale druesorter boltrer sig i andre DOC’er, hvoraf Bolgheri nok er den mest kendte.

Det landskabsmæssigt skønne Toscana har overvundet nedgangsperioden og står i dag med en lige så skøn blanding af gamle, ærværdige firmaer, nyanlagte ambitiøse vingårde og en hoben af mindre vinbrug. Alle udfører det seriøse arbejde med vinen med en respekt for historien og med en kærlighed, der kun overgås af kærligheden til deres egen olivenolie.

Regionshovedstad: Firenze
Indbyggertal: 3.749.813
Areal i km2: 22.993,51
Vinproduktion: 2.854.000 hl
Vigtige DOCG/DOC:
Brunello di Montalcino DOCG; Chianti Classico DOCG; Chianti DOCG; Vino Nobile di Montepulciano DOCG; Rosso di Montalcino DOC; Rosso di Montepulciano DOC; Bolgheri DOC; Morellino di Scansano DOC.
Vigtigste druesorter:
Sangiovese, Canaiolo, Ciliegiolo, Ansonica, Vernaccia di San Gimignano, Vermentino.