Sardinien er en vidunderlig ø, og uden forhåbentlig at fornærme nogen, hverken sardere eller kontinentalitalienere, kan man vel sige, at Sardinien er noget for sig. Den lange historie med indflydelse fra forskellige erobrere, set i sammenhæng med den relative isolation, som Sardinien har levet i, siden Italien blev dannet, har gjort at historiens ur har tikket i et andet tempo end andre steder i Italien, og at århundredegamle traditioner stadig holdes i hævd.

På vinområdet er det i dag den spanske, eller rettere den aragonesiske indflydelse, der gør sig gældende, idet den mest plantede druesort på øen, Cannonau, er samme drue som den spanske Garnacha (og dermed også den franske Grenache). Der er flere DOC’er med Cannonau som hoveddrue, og Sardinien har et kæmpepotentiale med denne sort, som appellerer til et bredt internationalt publikum. Dog har de sardiske producenter, måske på grund af isolationen og den deraf følgende begrænsede eksport, for de flestes vedkommende satset på at lave vinen i en traditionelt fadlagret stil, der appellerer til lokalbefolkningen. Det er forståeligt, når langt størstedelen af produktionen sælges på øen, men Sardinien har druepotentialet til at efterligne den salgsmæssige succeshistorie, som Grenache fra Rhône har udviklet sig til i den sidste snes år.

Druesorten Carignano, som har en egen DOC, Carignano de Sulcis, kommer også fra Spanien (sp. Cariñena, fr. Carignan), og den er i fuld gang med en opblomstring, som man også ser tendenser til i Spanien og Frankrig.

Et andet udtryk for den spanske indflydelse er den sherry-lignende DOC, Vernaccia di Oristano.

Vernaccia er druenavnet, men druen har intet at gøre med den mere kendte Vernaccia di San Gimignano fra Toscana, som er en almindelig, tør hvidvin. Vernaccia di Oristano findes i forskellige udgaver, hvoraf nogle er lagret under flor, som en Fino sherry, mens andre har gennemgået en bevidst oxidation, i retning af en Oloroso sherry. Disse vine indtager en helt speciel niche i det italienske vinunivers, og de ses sjældent uden for øen.

Det gør man i det hele taget ikke med særligt mange sardiske vine. Måske var det derfor, de italienske myndigheder i 1996 trak en kanin op af hatten og promoverede Vermentino di Gallura til Italiens vinlovgivnings øverste niveau; DOCG. Det skabte fokus på denne grønne druesort, som findes i flere vinområder langs Middelhavet, ikke kun i Italien, men også i Frankrig.

Selv ikke DOCG-anerkendelsen har dog kunnet sikre Vermentino di Gallura en status som flagskib for sardisk vin.