Det er nok ikke den mest udbredte opfattelse, men Marche er faktisk en af de mest spændende italienske regioner, når det gælder hvidvin, og det skyldes én druesort: Verdicchio. Dette kommer neppe som en overraskelse for dem, der kommer til Marche og kører langs Adriaterhavskysten. Her trives Verdicchio fint på de mange fiskerestauranter, og den amfora- formede flaske er altid et sikkert kendetegn. I folkemunde har flasken fået navn efter den skønne italienske skuespillerinde (Gina) Lollobrigida (på grund af de yndefulde former), og den er et lige så populært islæt ved bordet, som skuespillerinden var på filmlærredet: frisk, indsmigrende og meget imødekommende.
Vinene i amforaflasker er fra DOC’en Verdicchio dei Castelli di Jesi, men i denne DOC finder man også mere ’seriøse’ vine, som regel tappet på traditionelle bourgogne-flasker. Her kan man finde fremragende vine, der med 5-8 års lagring på flaske begynder at minde om en af Europas største hvidvine, nemlig den franske Chablis fra de bedre Premier Cru-marker. Modningen lokker nemlig en vis mineralitet frem i vinene, og man opdager, at bag de let tilgængelige blomstrende aromaer, man finder i flaskerne, der bliver serveret langs kysten, gemmer sig et aromatisk potentiale, der med alderen udvikler den kompleksitet, der gør sammenligningen med Chablis I Cru holdbar. Verdicchio findes også i en anden DOC, Verdicchio di Matelica, hvor kvaliteten måske er endnu bedre, men hvor produktionen er temmelig begrænset. Det er dog ikke de hvide Verdicchio-vine, der produceres mest af i Marche. Rødvinsproduktionen er lige nogle procent højere, og de benyttede druesorter i langt hovedparten af disse vine er Montepulciano og Sangiovese, normalt i blends med forskellige procentsatser. Mest anerkendelse har Conero opnået, idet den blev ophævet til DOCG-status i 2004. Sammen med den mere jævne DOC, Rosso Conero, optræder vinene domineret af Montepulciano, med tilladelse til kun at iblande en lille del (max 15%) Sangiovese. I den tredje store DOC, Rosso Piceno er der større valgfrihed for producenterne til at blende deres vine som de har lyst, så længe Montepulciano og Sangiovese udgør langt hovedparten af blendet. |
|