Emilia Romagna er svær at blive klog på, fordi man får så mange modsatrettede indtryk. Landskabsmæssigt er det måske Italiens mest kedelige region, idet en stor del af regionen udgøres af den flade og monotone Po-slette, som man især oplever på motorvejen fra Verona i retning mod Ancona. Men når man nævner nogle af de produkter, der bliver fremstillet i regionen, er regionen langt fra kedelig. Tværtimod er Emilia-Romagna hjemstavn for nogle af de højst profilerede kvalitetsprodukter, som Italien kan diske op med: Parmesan, osten der er et nødvendigt krydderi i et stort tal italienske retter; balsamico fra Modena, som – efter den er blevet kendt uden for Italiens grænser – har sat nye standarder for vineddike, samt Parma-skinke. Og så kan man i denne sammenhæng spørge om, hvor Emilia-Romagna står rent vinmæssigt? Er der vine, der kan leve op til de tre nævnte perler?

Man skal være mere end almindelig lokalpatriotisk for at hævde, at Lambrusco har kvaliteten til det, og vinen har da heller ikke vist sig at være helt så succesfuld og holdbar på eksportmarkederne som osten, eddiken og skinken. Men når det er sagt, skal man ikke underkende Lambrusco som en ’sødlig boblevin’. Lambrusco, som kan laves af flere forskellige undersorter af druesorten Lambrusco og med forskellige oprindelsesområder, er en let perlende og skummende vin, og den findes i flere forskellige sødmegrader. Lambrusco er et meget lokalt fænomen på nær en undtagelse, og det er de mange Auto-grill, der befinder sig ved de italienske motorveje. Her indgår Lambrusco ofte i det begrænsede vinsortiment, der bydes på, men Lambrusco viser sig her som en glimrende ledsager til en hurtig frokost med en salat og en tallerken med pølser og skinke, en hurtig pasta eller en pizza. Er det at tale ondt om vinen? Tværtimod, for det viser, at den er svaret på et konkret problem, når man er sulten og tørstig, og der er en omvej på 50 km til det nærmeste ordentlige trattoria.

Lambrusco er, trods anerkendelsen af flere DOC’er, endnu ikke blevet fundet værdig til at blive udnævnt til en DOCG, og der er sikkert mange, der ville blive overrasket, hvis det skete en dag. Det var der imidlertid også, da Albana di Romagna fik DOCG-status i 1987. Ingen havde vist forestillet sig, at denne stort ukendte vin, skulle blive den første italienske hvidvin med DOCG-status, men det blev den altså. Her, 25 år efter, er vinen blevet lidt mere kendt uden for Romagna. De bedste udgaver er lavet som Passito-vine, men den findes i varierende sødmegrader uden appassimento og også som tør.

Det er også i Romagna-delen af regionen, at man finder den seneste betydningsfulde vinmæssige nyskabelse, nemlig DOC Sangiovese di Romagna.