Mange italienske fagfolk ser Campania, regionen hvor Napoli er hovedstaden, som en region fyldt af ikke-realiserede potentialer.

Det kan man være enig i på mange områder, men hvis vi her holder os til vinen, baseres forhåbninger på Campanias vigtigste blå druesort, Aglianico, som mest kendes fra DOCG’en Taurasi, men druen genfindes i andre DOC’er (og i naboregionen Basilicata).

Aglianico omtales ofte som Syditaliens svar på den norditalienske Nebbiolo, og smagsmæssigt kan man godt forstå det. Aglianico er heller ikke nogen umiddelbar charmetrold, da den giver vine, som, i begyndelsen i hvert fald, er lidt lukkede i næsen, og som har en tanninstruktur, som i langt de fleste tilfælde kræver lagring på træ og flaskemodning, før vinene begynder at åbne sig.

Men det sker, og så er der ingen tvivl om, at man sidder med en stor vin i glasset, om end man nok kan tvivle lidt på, om Aglianico er helt så god til at udtrykke de syditalienske terroir-forskelle, som Nebbiolo er til at gribe quintessensen af enkeltmarkerne i Piemonte.

En anden blå druesort, Piedirosso, er endnu mere lokal i Campania end Aglianico, men foreløbig optræder den i en birolle, mens hovedrollerne, ved siden af Aglianico, udgøres af trioen af grønne druer: Fiano, Greco og Falanghina.

Det er druesorter, som med moderne tiders vinifikationsteknikker er vokset ud af en lidt træls skyggetilværelse i Campania, men de seneste år har budt på en udvikling, hvor alle tre druesorter har præsenteret sig med fremragende vine.

Mest opmærksomhed er nok blevet Fiano til dels, bl.a. med DOCG’en Fiano di Avellino, efterfulgt af den ligeledes DOCG-besmykkede Greco di Tufo, mens den tredje druesort i trioen, Falanghina, ikke kan brillere med egen DOCG.

Det er et administrativt valg, som man selvfølgelig sagtens kan diskutere, men denne tingenes tilstand har medført, at producenterne bruger mere energi og penge på deres Fiano vine end på deres Falanghina-vine, og det er måske meget godt, når det kommer til stykket (forstået på den måde, at Falanghina oftest optræder som en mere ydmyg vin, uden fadlagring, men med en indbydende drikbarhed).

Tidligere var Campania kun kendt som vinregion i kraft af en enkelt cantina, Mastroberardino.

Sådan er det ikke længere, men Campania mangler endnu lidt i at indfri de forventninger, som eksperter nærer til regionens vine.