Puglia er den italienske ’støvlehæl’, og med Adriaterhavet på den ene side af hælen og Den ioniske Bugt på den anden side, er vejret aldrig rigtig koldt. Hele året er der derfor mulighed for at dyrke grøntsager; meget går til eksport, men meget bliver brugt til at lave det, som er Puglias gastronomiske kendetegn: de varierede grøntsags-antipasti. De er med til at trække det pugliesiske køkken op mellem de fire bedste italienske regionalkøkkener.

På vinfronten er Puglia også vigtig at lægge mærke til, ikke bare på grund af regionens store produktion, men fordi Puglia har påbegyndt en ’restrukturering’ af vinproduktionen, hvilket i EU-termer i bund og grund betyder forbedring af kvaliteten. Puglia har allerede i et par perioder i nyere tid haft internationalt fokus på sig. I 1990’erne var det de Negroamaro-baserede vine, der vakte begejstring, og i det følgende årti var det vinene på Primitivo, der var populære.

Denne kontakt med eksportmarkedet har gjort, at man i Puglia, for en syditaliensk region, tapper en betragtelig del af produktionen på flaske, og alt andet lige kan man sige, at en vin,der er flaskeaftappet i produktionsområdet, kommer frem til forbrugerne med lidt større troværdighed, end en syditaliensk vin, der er aftappet af et industriforetagende i Norditalien.

Puglia har en stor hvidvinsproduktion, centreret omkring de to DOC’er Locorotondo og Martina Franca, men det er regionens rødvine, som internationalt løber med opmærksomheden.

Groft sagt kan man sige, at der findes tre rødvinsområder med hver sin dominerende druesort i Puglia:

Den allerede nævnte Negroamaro har sit hovedområde på den vestlige og den midterste del af Salento-halvøen. Der findes en længere række DOC’er, med Salice Salentino og Copertino som nogle af de mest kendte. Den traditionelle tendens med at lagre Negroamaro’en, der ofte blandes med Malvasia Nera, i gamle botte er ved at blive erstattet af en stil, der satser på at bevare mere af vinens umiddelbare frugt.

Primitivo er også nævnt tidligere, og denne drue, der genetisk er identisk med Californiens Zinfandel, kommer oprindeligt fra Kroatien. Den har byen Manduria som hovedsæde, og den dyrkes i et område syd for Taranto ud mod Den Ioniske Bugt. Efter den umiddelbare succes i 00’erne, blev den klassiske italienske fejltagelse (udnytte et øjebliks berømmelse til at sende en masse utroværdige og dårlige vine på markedet) gentaget endnu en gang, men nu er der kommet ro omkring Primitivo. Kvaliteten er igen troværdig, og de fleste producenter har nu lært at finde en god balance mellem Primitivo-vinenes normalt høje alkoholprocent og vinens andre bestanddele.

Den tredje blå druesort, som stadig venter på sit kommercielle gennembrud, er Uva di Troia. Den findes i den nordlige del af Puglia med Castel del Monte som den dominerende DOC, opkaldt efter Federico II’s monumentale og imponerende slot fra 1200 tallet, som stadig kan besøges. Vinene på Uva di Troia er mere kølige i stilen end de varmblodige vine fra den sydlige del af Puglia.