Umiddelbart synes Abruzzo at være Italiens kedeligste region, set fra et vinmæssigt synspunkt: en altdominerende blå druesort og en altdominerende grøn, som begge har givet anledning til en regional DOC, henholdsvis Montepulciano d’Abruzzo og Trebbiano d’Abruzzo. Meget simpelt, må man sige, men faktisk slet ikke så kedeligt, når man kommer til at smage vinene, især ikke for Montepulcianos vedkommende, hvor flere af Abruzzos store producenter i en årrække lavede, og stadig laver, dejlig simple, frugtige vine, der er velegnede som frokostvine til stort set alle retter.

Ambitionerne er i disse år vokset udover frokostvinniveauet, og de fleste producenter tester nu Montepulcianoens evne til at tåle fadlagring. Det er der kommet varierende resultater ud af, men den større fokus på Montepulcianoens potentiale har også ført til, at Abruzzo i 1995 fik sin første DOCG, hvis formelle navn er Montepulciano d’Abruzzo Colline Teramane.

Året efter kom en ny DOC Controguerra, men det virker som om, at nyskabelserne på rødvinsfronten i højere grad sker i IGT-regi.

Det er i hvert fald helt klart tilfældet, når vi kommer over til hvidvinene. Den regionale DOC’s Trebbiano er en højtydende drue, der kun i sjældne tilfælde laver interessante vine, og mange af de initiativrige vinproducenter har i langt højere grad kanaliseret deres eksperimentationslyst over i genopdagelsen af gamle traditionelle sorter, hvor f.eks. Pecorino (og stadig på et eksperimert-niveau Passerina) allerede afstikker den vej, som Abruzzos hvidvinsproduktion vil tage i de kommende år.